illustration by Phuc van Dang

Kunsten

I en proces over flere år har Phuc Van Dang arbejdet med at mestre den sorte streg, og han bruger kun sort maling i sine vægmalerier og mindre værker. Det begrænsede farvevalg er imidlertid ikke en reduktion, men nærmere en intensivering. Den sorte farve er dyb og mættet, uden spor af farvevariation og synlige penselstrøg, og hans næsten meditative fokus i arbejdet med en dåse sort maling og en enkelt pensel bliver et billede på at være til stede i øjeblikket. Den sorte streg kan ses som en fortolkning af skyggerne i livet; i en skygge ligger både fortiden, nutiden og fremtiden. Hvis der ikke var skygge, ville der ikke være lys og liv. Hans værker er en fusion af streetart, maleri og design, og han skildrer menneskelige forhold, følelser og natur gennem visuelle fabler i en balance mellem det abstrakte og det genkendelige.

Under sine live-events, hvor han skaber et visuelt kunstværk ved en offentlig performance, kan han interagere med tilskuere og skabe meningsfulde dialoger. Ofte opfordres tilskuere, både børn og voksne, til at deltage og bygge deres egne historier i forlængelse af andres, enten ved at tilføje streger til den samme væg eller til hvert deres lærred – inviteret og inspireret af Phuc Van Dang og hans evne til at formidle følelser og koncepter.

Relationer og kontekst er væsentlige elementer i hans stedspecifikke projekter. At vide, hvor vi er, og hvad der kom før, er essentielt, når man tilføjer noget nyt til et sted, og denne idé præger både Phuc Van Dangs projekttilgang og hans arbejdsmetode. Han undersøger stedet grundigt for at lære om området, dets historie, dets nuværende liv og identitet, og dette samarbejde med stedet hjælper ham med at forstå det budskab, han vil dele med sit publikum. Det samme gælder for hans arbejde med produkter, tøj og endda sten på stranden; vigtigheden af at forstå og fortolke objektets historie og identitet og derpå forvandle det til bærer af en ny fortælling.

Street Art
youtube video thumbnail